• 24. januar 2017

DM i skolehåndbold

Med skolens kampråb blev eleverne fra 8. årgang i dag sendt afsted til DM i skolehåndbold i Sønderborg. Dyhrs Skole vandt i december kredsmesterskabet i skolehåndbold for 8. klasser, hvilket gav dem billetten til danmarksmesterskabet, hvor eleverne skal dyste mod landets bedste skoler. Finalekampen blev vundet over et andet hold fra Dyhrs Skole, så skolens deltagelse ved DM var sikker.

Kampen om DM-guldet foregår i Sønderborg i Arena Skansen, hvor 13 drengehold og 13 pigehold fra skoler i hele landet deltager. Dyhrs Skole stiller op med et mix-hold fra 8. årgang i drengerækken.

Det er 4. gang at et håndbold hold fra Dyhrs Skole, når helt frem til DM. Den ene gang vandt holdet tillige sølv.

Det handler også om andet end at vinde
Eleverne dyster om guld, sølv og bronze på banen, men fairplay er også et vigtigt element ved stævnet. Derfor uddeler Dansk Skoleidræt to Fair Play-pokaler, der går til det pigehold og det drengehold, der har udmærket sig mest positivt ved at spille fair og skabe en positiv stemning ved stævnet.

Dyhrs Skole har tidligere vunder Fair Play-pokalen, en ære som falder fint i tråd med dagligdagen på Dyhrs Skole, hvor netop dannelse og respekten for hinanden er i fokus hos både lærere og elever. Faktisk stemte alle de andre hold på Dyhrs Skoles hold, som vindere af Fair Play-pokalen, fordi holdet havde en helt speciel god stemning med sig, samtidig med at eleverne var venlige og imødekommende over for modstandere, dommere o.s.v.

Det er altid en god oplevelse at deltage i DM. Spændende kampe og en god stemning blandt de håndboldglade deltagere.